Seværdigheder
Når man lander på Ærø oplever man at alting begynder at gå en lille smule langsommere, man kommer hurtigt i feriestemning. Kommer man ind i Ærøskøbing føler man sig sat flere hundrede år tilbage, for den fredede by er bevaret, så man knap tror at den er nutidig. Der er også mange velbevarede gamle biler på Ærø, de er dog ikke flere hundrede år gamle, men værd at se på, når de ind imellem om sommeren samles for at køre lidt fællestur rundt på øen.
Ærøskøbing bymidte har holdt 750 års fødselsdag, og byen er da også den mest velbevarede af sin slags. De ærøske døre er et helt kapitel for sig og er gengivet på utallige postkort.
Overalt på Ærø møder man det historiske vingesus. Kirkerne i Tranderup, Bregninge og Rise er fra middelalderen og absolut et besøg værd. Overalt langs vejene ser man velplejede haver, hvoraf mange kan bryste sig med store valnøddetræer, som er kendetegn for øen. Husene er for en stor dels vedkommende bindingsværk og der bliver lagt mange timers vedligeholdelse i de flotte ærøske huse.
Den Ærøske natur er helt speciel. Fx. de plateauer lerlagene har skabt ved Voderup Klint, som når man står på kanten og beskuer området, får én til at føle sig hensat til de skotske egne. Det skal opleves.
I vores information har vi foldere og andet materiale om øens seværdigheder. Spørg bare.